Populær

Dom. Monthélie-Douhairet-Porcheret Volnay 1. Cru En Champans 2019

499,00 DKK

Dette er pivende ren bourgogne fra et lille familiebrug med vine lige efter vort hoved; fokuserede og komplekse med pinot noir-druen i hovedrollen. Volnay 1. Cru Champans er topmark i appellationen og ligger som fortsættelse af Les Caillerets med Tallepieds på den anden side af vejen. En god eksponering samt godt med kalk i en ellers lerholdig jord giver forfinede, mineralske vine med mere substans, end man typisk forbinder med Volnay. 

Domainet med det lange navn er et lille familiebrug på 13 hektar, fordelt på parceller i Monthélie, Meursault, Volnay og Pommard. Cataldina Lippo og Vincent Monfort overtog domænet i 2014 efter Cataldinas bedstefar, André Porcheret, der foruden rollen som vinmager her har bestredet positioner hos Hospices de Beaune og Lalou Bize Leroy (da sidstnævnte omlagde til biodynamisk drift, længe før den slags blev moderne). Der er meget få maskiner her men til gengæld meget manuelt arbejde; dette er med andre ord rigtige vinbønder. 

De håndhøstede druer afstilkes før maceration, der siden en kælderopgradering i 2018 foregår på rustfrit stål og siden hen lagring i klassiske 228 liters træfade (pièces) i 18 måneder inden tapning. Der er ca. 20 % ny eg i denne vin, så absolut i den beherskede ende.

Aromatisk går denne vin i retning af kirsebær, ribs, viol og lidt efterårs-skovbund. Der er en dejlig sund modenhed i frugten og en livsbekræftende saftighed. Så en vin man både bliver glad i låget af at drikke, men som man også kan sidde og tænke lidt over. 

Volnay en Champans 2019 kan henlægges 12-15+ år fra høst under optimale lagringsforhold, men den er allerede nu en fornøjelse at drikke. Bare giv den lidt tid i et rummeligt bourgogneglas. 

Der er tilpas med muskler til at håndtere stegeretter med rødt kød, men hold tilbehøret konservativt, så vinens kompleksitet ikke drukner i eksotiske krydderier. Nydes ved ca. 15-17°.

En kasse indeholder 6 fl. - 75 cl.  13,5 % Alkohol.

Anbefalet
Andre købte også
Tilbehør

Greve VinKompagni ApS / Maximum Wine

Ventrupparken 24, 2670 Greve

tlf: 24 92 77 88, mail@grevevinkompagni.dk

http://grevevinkompagni.dk

spacer