Cidre Bouché pasteurisé Brut de Normandie
Den berømte Calvados specialist Christian Drouin producerer også forskellige fine Ciders, blandt andet denne Bouché Brut de Normandie, som i den u-pasteuriserede søster udgave blev kåret af "The Best Cider in the World" i New York Times tilbage i 2008.
Der er tale om et sammenrend af omkring 30 forskellige æblesorter hvoraf flertallet (omkring 70%) er bitre og rige på tanniner, omkring 20% er udpræget søde og de sidste omkring 10% er piv sure, så man lægger sig tæt op ad den formel, som historisk altid har sikret en fornem balance mellem de frugtagtige aromaer, kroppen og strukturen i slutproduktet.
Hvis æblerne ikke når at blæse ned, bliver de plukket i hånden efterhånden, som de forskellige sorter bliver modne. Æblerne bliver omhyggeligt vasket og soigneret inden de rives og får lov til at macerere i adskillige timer i åbne kar indtil den karakteristiske gyldne nuance har indfundet sig og tanninerne er blevet venligere stemt. Mosten bliver herefter forsigtigt presset fri for Marc‘en, hvorefter den får lov til at gære i de kolde vintermåneder. Det resulterer i en stille Cider-base med 3-4% alkohol, som så, når foråret begynder at banke på, dekanteres, filtreres og fyldes på flasker, hvorefter en fornyet gæring sørger for lidt mere alkohol og de livlige, hyggelige bobler inden flaskerne pasteuriseres.
Bortset fra pasteuriseringen et naturprodukt med lavt alkoholindhold, som både dufter og smager lidt af gamle dage. Den åbne maceration giver den et let oxidativt præg, og selvom den kalder sig Brut, er den bestemt ikke knastør. I stedet nærmest fyldig og ikke uden en vis kompleksitet.
Nydes bedst i ordentlige vinglas og husk at isterninger er no go, da de vil sparke boblerne til hjørne og dermed fjerne det, der er en væsentlig del af charmen.
![]() |
Greve VinKompagni ApS / Maximum WineVentrupparken 24, 2670 Grevetlf: 24 92 77 88, mail@grevevinkompagni.dkhttp://grevevinkompagni.dk |


