Med en glorværdig fortid (Sydafrika som vinland har eksisteret i mere end 300 år), hvor sydafrikansk vin rangerede på niveau med de ypperste i verden, er det paradoksalt, at landets vinindustri i dag virker så jomfruelig, ny og famlende. Vinmarkerne er blandt de smukkest beliggende i verden. Landskabet minder om et mix af de frodige Russian River dale i Californien og de endeløse græsklædte og bløde bakker i det sydlige Californien, på New Zealand og i Australien.
Vinden er fjenden eller udfordringen om man vil. Det kolde hav sender ekstremt stærke vindstød ind over land. Det ene øjeblik føles det vindstille – i næste øjeblik blæser det med 40 sekundmeter – og derefter bliver det igen helt stille.
Der laves rødvine og hvidvine på mange forskellige druer i Sydafrika. De mest vellykkede er som regel på Cabernet Sauvignon, Shiraz, Pinotage, Chardonnay, Chenin Blanc og Sauvignon Blanc.