Spansk rødvin er kendt og elsket over hele verden, og har en lang historie bag sig. Spanien har igennem historien været underlagt forskellige herskere, hvor af mange af disse har påvirket produktionen af rødvin i Spanien. Såvel fønikerne, romerne, de muslimske maurer fra Nordafrika og diverse munkeordner har blandt andet efterladt fodaftryk på den spanske rødvinsproduktion.
Med en status som en af sværvægterne inden for vinverdenen har Spanien virkelig meget at byde på. Det skyldes i høj grad både den historiske udvikling samt de geografiske og klimatiske forhold. Et kig på et atlas vil afsløre, hvor store forskelle der kan være geografisk og klimatisk mellem de respektive vinregioner i Spanien. Netop de store geografiske og klimatiske forskelle (lige fra det meget varme og tørre Andalusien i det sydlige Spanien til det vådere og køligere Galicien ud til Atlanterhavet) sætter således afgørende fingeraftryk på denne verdenskendte vinnation.
Klassifikationsmæssigt indikeres det ofte på etiketterne, hvor længe den spanske rødvin har lagret. De måske tre mest centrale begreber i forhold til klassificering af spanske vine er Crianza, Reserva og Gran Reserva (hvor den sidstnævnte må betragtes som den bedste og kun produceres i gode årgange).
De primære druesorter til fremstilling af spanske rødvine er Tempranillo og Garnacha (eller Grenache, som de kalder den i Frankrig).